Om os
BREAK-UP er udviklet af Stoplinien med midler fra forebyggelsesplanen målrettet børn og unge. Konceptet blev skabt gennem et samarbejde med to unge kommunikationsstuderende, som ønskede at sætte fokus på unges stigende nikotinbrug i deres bachelorprojekt.
“I 2023 blev vi færdiguddannede kommunikatører fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med et bachelorprojekt, der undersøgte den stigende brug af nikotinprodukter blandt unge. Efter et tæt samarbejde med Stoplinien blev det startskuddet på konceptet BREAK-UP – en national kommunikationsindsats, der taler direkte til den unge generation.
Vores ambition er at få flere unge til at komme ud af deres nikotinafhængighed. BREAK-UP skal derfor være en platform, som fagpersoner og organisationer trygt kan bruge til at sprede budskabet om Stoplinien og deres rådgivning til de unge nikotinforbrugere. Det skal være et univers, hvor man kan blive klogere på sin afhængighed gennem et sprog, man kan spejle sig i – uanset om man er Tobias på 18 år fra Vejle eller Sara på 23 fra Holbæk.
Vi er absurd stolte over, at vores spirende idé er blevet til virkelighed. Og vi håber, at det vil være en hjælp for folk derude, for det er ikke nemt at sige farvel.
Men farvel fra os for nu“
– Kathrine Clemmensen og Julie Rosa Daugaard Jensen