3
Frigørelse
Hold fast i dine fremskridt og vær klar på de sidste udfordringer
Frigørelsen betyder, at du har nået et punkt, hvor nikotinen ikke længere styrer dit humør og dine følelser. Du har overvundet den stærke afhængighed, og nikotinen har ikke længere den samme magt over dine handlinger og beslutninger.
Du udstråler en glow, som folk omkring dig bemærker. Nyd det – det har du sgu fortjent!
Når du er frigjort fra et toxic nikotinforhold, har du ikke længere behov for de følelsesmæssige quickfixes. Du bliver måske opmærksom på, hvordan nikotinen tidligere har holdt dig tilbage. Du oplever muligvis, at du har meget mere energi, overskud, tålmodighed, selvtillid, glæde eller bedre søvn.
Fejr dine sejre!
Følelsen af frigørelse kan opstå flere gange i dit nikotin BREAK-UP, efterhånden som du overvinder forskellige milepæle, udfordringer og fristelser. Det kan være:
- Den første dag uden nikotin eller abstinenser
- Første gang du takker nej til en smøg, skive eller et hvæs
- Første gang i byen uden nikotinprodukter
- Første nikotinfri uge eller måned!
Det er vigtigt at fejre de mange små sejre.
Tjek, hvor mange penge du har sparet, og beløn dig selv.
Nikotintrangen kan stadig spøge
Selvom du har genvundet kontrollen, kan det være fristende at give nikotinen en chance igen. Måske tænker du: “Det var da ikke så slemt, var det?”
Husk, at det er som med en eks – du husker ofte kun tilbage på det gode.
Det er her, du skal holde fast i, hvorfor du stoppede, og huske, hvor sejt det er, at du er nået hertil.
Selvom du er kommet langt, kan nikotinen stadig spøge i din hverdag og påvirke dine sociale og psykologiske abstinenser.
Det er helt normalt at få lyst til at købe en pakke, når du går forbi din lokale kiosk eller tankstation.
Det kan også være svært at slappe af, når du er ude med venner, koncentrere dig om en opgave eller falde i søvn. Hold fast i troen på, at du nok skal klare det, og nyd din frihedsfølelse.
Du kan altid kontakte Stoplinien på 80 31 31 31, hvis du har brug for støtte eller vejledning undervejs