1

Erkendelse

Find ud af, hvor meget kontrol du har over dit forbrug, og hvordan nikotin påvirker dig.

Erkendelsestadiet handler ikke om, at du skal stoppe med det samme, men det hjælper dig med at forstå, hvordan nikotinen påvirker dig. Du opdager måske, at du ikke har så meget kontrol over dit forbrug, som du troede.

Er jeg afhængig?

Det kan være svært at tage det første skridt i et nikotin-BREAK-UP – særligt hvis du ikke har erkendt din afhængighed. For hvornår ved man egentlig, om man er afhængig?

En måde at blive klogere på din afhængighed er at udfordre dig selv. Prøv for eksempel at tage i byen uden en pakke smøger eller snus. Kan du gå en uge uden at vape? To dage uden at tage snus?

Hvis du opdager, at du tænker på det, når du ikke kan få det, kan det være et tegn på afhængighed.

Afhængighed kan vise sig på mange måder, både som humørsvingninger eller konstant lyst til en smøg eller en skive. Måske har du oplevet den samme følelse i et brud med en ekskæreste  – det føles, som om du ikke kan tænke på andet, både når du er alene eller sammen med venner.

Test din afhængighed på snusfornuft.dk

Hvad er afhængighed?

Nikotin skaber afhængighed – uanset om den kommer fra cigaretter, vapes, snus eller andre produkter. Det kan føles som et lækkert rush i starten, hvor du bliver forblændet af nikotinens evne til at forstærke følelsen af glæde, overskud og energi. Men den effekt vil aftage, og med tiden bliver nikotinen i stedet noget, som er nødvendigt for at opnå de samme følelser.

Ring anonymt til Stoplinien80 31 31 31 og få en snak om, hvordan du kan navigere gennem dine vaner og afhængighed.

Bryd de dårlige vaner?

Afhængigheden forstærkes, når nikotinen kombineres med vaner og rutiner. Du har lært din hjerne at forbinde indtaget af nikotin med bestemte:

  • Følelser (f.eks. uro eller glæde)
  • Ting (f.eks. kaffekoppen eller computerskærmen)
  • Personer (f.eks. venner eller kolleger)
  • Handlinger (f.eks. at holde pause eller feste)          

Det kan være svært at erkende, om du har brug for et nikotin BREAK-UP. Ligesom i ethvert andet toxic forhold forbindes nikotinen både med gode og dårlige følelser.

Hvis du opdager, at nikotinen ikke har stor kontrol over dig, er det alligevel en god idé at overveje, om det er tid til at sige farvel, før det bliver værre og begynder at lege med dine følelser. 

Hvis du erkender, at du er afhængig, er du så klar til næste step?

 Du vil sandsynligvis opleve følelsen af savn, men bare rolig – det er en helt naturlig del af processen.

Du kan altid kontakte Stoplinien80 31 31 31, hvis du har brug for støtte eller vejledning.

Du kan også downloade appen XHALE, der hjælper dig med at sige farvel til tobak og nikotin. Gennem film, øvelser og gode råd fra eksperter hjælper appen dig, når trangen er sværest.

Download XHALE